Når du træder ind i kælderlokalet hos Bavette på Gråbrødretorv, føles det næsten som at gå ind på en bistro i Paris: Stemningen er uformel og hyggelig, med levende lys, borde med dug på, og chartreuse på hylden bag zinkbaren.

Hos Bavette er bistromaden generøs, uden at regningen behøver matche de parisiske armbevægelser. På menuen finder du franske klassikere, som snegle, bisque, moules frites og rib eye med béarnaise. Signaturretten er steak frites, som laves med den udskæring, der hedder bavette – noget af det mest velsmagende og saftige kød fra oksen. Sammen med bavette og pommes frites kommer husets særlige sauce, der er svært vanedannende og fremstillet efter en hemmelig opskrift, som kun få kokke kender. Af samme grund kaldes den sauce mystère.

Dessertkortet er der ikke noget mystik omkring: Det er lige ud ad landevejen med crème brûlée, crêpes suzette og andre klassikere. Samme sag med vinkortet, der er fuldt af kendinge fra Frankrigs mest elskede vinområder – herunder et generøst udvalg af Champagne. Men vin, øl og drinks kan også serveres i karafler til fornuftige priser, som gør Bavette til et oplagt valg til både date nights og selskaber.